Internettet har gjort deling af information nemmere for os alle - desværre også for kriminelle. Med en ny teknologi forsøger Facebook og Microsoft at begrænse børneporno på nettet.

Teknologien, der kan hjælpe med at bekæmpe børneporno på nettet, hedder PhotoDNA, og er udviklet af Microsoft Research til National Center for Missing & Exploited Children (NCMEC). Microsoft donerede PhotoDNA til organisationen, så de kunne bruge den nye teknologi i bekæmpelsen af børnepornografi på nettet. Siden donationen har programmet spillet en vigtig rolle i sporingen af børnepornografisk materiale.

PhotoDNA sammenligner billeder og lokaliserer afsenderen. Det gør det til et vigtigt værktøj i arbejdet med at finde frem til børnepornografiske billeder. PhotoDNA opfanger billederne og fjerner dem direkte fra afsenderen. På den måde stopper man distributionen af billederne. Mange af de billeder, der bliver opfanget, cirkulerer nemlig rundt på nettet i flere udgaver om og om igen – selv mange år efter, at misbruget foregik, og forbryderen er fanget og dømt. Hver gang billederne bliver set, gøres børnene til ofre en gang til. PhotoDNA bryder den onde cirkel, så billederne ikke forfølger børnene online for evigt.

At verdens største sociale netværk Facebook nu implementerer PhotoDNA, er et vigtigt skridt i kampen for at fjerne de billeder, der findes på nettet af krænkede børn. Eftersom Facebook er en af de førende services til at dele billeder i verden, er det ikke bare en oplagt, men også en meget vigtig samarbejdspartner i kampen mod de pædofile – her kan billederne opsnappes, før de distribueres bredt ud. Så fremover, når NCMEC identificerer et billede og indsætter det i PhotoDNA, vil teknologien give Facebook mulighed for at genkende og fjerne billedet ud fra de millioner af billeder, der deles via det sociale netværk hver eneste dag.

Stor efterspørgsel efter PhotoDNA

Siden donationen har Microsoft arbejdet med det amerikanske universitet Dartmouth og NCMEC for at afprøve teknologien på Bing, Skydrive og Hotmail – med stor succes. Og der er efterspørgsel fra flere andre virksomheder, der også er interesserede i at bruge teknologien. Med det nye Facebook-samarbejde tager vi et skridt og standpunkt i kampen for at fjerne de børnepornografiske billeder, som florerer på nettet.

Og der er et enormt behov for, at store sociale netværk træder i karakter. Siden 2002 har NCMEC sporet næsten 49 millioner billeder og film med børn, der bliver misbrugt. 13 millioner af dem i 2010 alene. Og uagtet advarsler og forsøg på at forhindre folk i at lægge krænkende materiale på nettet, så sker det desværre stadigvæk i al for stor grad – især på de sociale netværk, hvor det indtil nu har været så godt som umuligt at sortere i de milliarder af billeder, som brugerne deler via tjenesten.

Læs mere om PhotoDNA her.

Vh Martin Rossen, kommunikationsdirektør - marossen@microsoft.com.